Hvorfor er dette spændende?

Hvad er det der driver en til at tage sådan en tur?

Jeg har Øresund, Kattegat og Østersøen lige om hjørnet, så hvorfor sejle så langt, ja til en anden verdensdel - endda 2 verdensdele (nord- og sydamerika), for at få en sejleroplevelse? Jeg har ofte spurgt mig selv om det - er det nu "nødvendigt" at tage denne tur,  Lars...
For mig er livet ikke statisk. Der må gerne ske noget nyt. Havde jeg en kamel og ikke en sejlbåd, var jeg ganske sikkert blevet en nomade ha-ha.

Der ligger så meget derude, der er så mange skønne steder, der er så mange oplevelser man kan få, og det kan gøre mig ganske frustreret at læse om andres rejseoplevelser, og blot konstatere at jeg ikke kan nå dem alle - hvor end jeg gerne ville.
Hoteller og færdigrejser har aldrig rigtig været mig (om end jeg dog nogle gange har gjort det....) - jeg er mere til "bare at tage derudaf" og så se hvad vejen bringer. Jeg prøver jeg ofte at finde en anden vej - en anden sti, og ikke gå i "andres fodspor" og på den måde opleve andre ting.
At sejle over Atlanten til Caribien er måske også at gå i "andres fodspor", men alligevel er det på en anden måde. Jeg kender kun et par stykker personligt der har taget turen til Caribien og tilbage igen, så helt almindeligt er det ikke. Alle ture over Atlanten er forskellige - det er som vinden blæser. Vejret har en stor indvirkning på oplevelsen og den fortælling der følger. Nogle fortæller om skøn vind hele vejen, rolig sø, afslapning og eftermiddagssjus hver eftermiddag kl 17.00. Andre beretter om møgvejr, søsyge og flænsede sejl, - men alle har haft en fantastisk oplevelse, der er indprentet i dem for livet og de ville ikke have været foruden det.
Mine tidligere lange sejlture har givet mig så meget. Det har været rigtig godt, og det har til tider været surt - rigtig surt. 
Malaga til Lissabon alene i 3 døgn med hjemve - det var ikke sjovt. Nordsøen fra Skotland mod Thyborøn 1. oktober i kuling fra vest - der sagde jeg "aldrig mer'". 21-23 m/s (stormende kuling) på vej nord om Sjælland, også i oktober - surt surt og for træt til at være bange, men heldigvis overskygger alle de fede oplevelser, disse møg dage.


Jeg ved at oplevelsen og det at komme frem til det "ukendte", det at have opfyldt et personligt mål og det at have klaret det, klart vil overskygge de sure tider på vandet, og derfor glæder jeg mig forfærdelig meget til turen til Caribien og retur. Jeg ved der kan komme øjeblikke hvor jeg spørger mig selv "hvorfor gør du dette" - men jeg ved også at jeg bagefter vil have en fantastisk følelse inde i min sjæl - da dette har været en drøm siden jeg var ung, og sejlede med mine kammerater nede i Snekkersten. Så jeg glæder mig rigtig meget - især nu hvor det er så tæt på. Om 14 dage sejler jeg afsted (se rejseplan i tidligere indlæg). WAW WAW hvor jeg glæder mig. Jeg ved også at Mathias, Ali og Andre' glæder sig meget til turen over Atlanten og træde i land på en Caribisk ø - og Asger og Glen glæder sig også rigtig meget, til turen fra Lissabon til Tenerife (se tidligere indlæg).

Forsiden på min bog

Indledende tekst i bogen

Som jeg skrev i min lille bog "Boogie Woogie Kroatien til Danmark 2007" på den indledende side:


"Twenty years from now you will be more dissapointed by the things you didn't do than by the ones you did do.
So throw all the bowlines. Sail away from the safe harbour. Catch the trade wind in your sails.
Explore. Dream. Discover (Mark Twain).


So Atlantic - here we come..