onsdag den 22. august 2012

Ankommet til La Coruna - endelig, onsdag morgen.

Endelig over Biscayen...





Aften sol over Biscayen
Vi sagde farvel og på gensyn til Guernsey fredag morgen 06.35. Vi vågnede op til en go' gang vind og bølger med kursen sat SV mod Roscoff. Senere på dagen fik vi fint vejr, og til sidst at måtte starte motoren. Helt ny marina i Roscoff, som er en af de eneste lystbådehavne på denne lange strækning, hvor man kan komme ind direkte, uden først at skulle igennem en sluseport. Da der endnu ikke var tilsluttet el på broerne, fik vi det til ½ pris – 13,- euro... Dem vi havde ligget ved siden af i Guernsey, Janet (oprindelig fra Wales) og Philipe (fra Paris) sejlede også til Roscoff samme dag, da det er deres hjemhavn. Vi lagde os atter ved siden af dem, og sammen var vi oppe i den gamle Roscoff by, med cafeerne og restauranterne lige ned til den gamle fiskerihavn, for et par drinks. En rigtig lækker sommeraften, og vi snakkede om at "swoppe" båd, så de kan sejle min i Danmark og jeg sejle i Deres i det franske.

Vasketøj til tørre i kahytten
Jack kom med færgen fra Cork næste formiddag, og da hans ene ben satte sin fod på dækket af Grådyb, lagde jeg fra land med kurs vest om Brest. Sidst på eftermiddagen, da vi var godt vest på, fik vi tåge. Dette fænomen sker ofte i dette farvand, og er rigtig irriterende da man ikke kan se en dyt. Radaren blev tændt og den slog alle objekter i det stille vejr. Vi søgte en havn ved mørkets frembrud, der iflg. mine oplysninger skulle have diesel, men der var ikke skyggen af en dieselstander. Ali blev jaget 8 mtr op (lavvande) af en stållejder på den slimglatte kaj væg, for at spørge nogen deroppe på kajen, men ingen diesel. Det var som en spøgelsesby i det tågede vejr. Diesel var der ikke så vi fortsatte lidt vest på og drejede så sydover mod Biscayen. Sikke en aften det blev. Tågen lettede, men en del dis på denne svarte nat. Vi kom ind i strømsøer hvor havet rejste sig med meter høje bølger. Helt ude vest på, inden vi egentlig er ude i Biscayen, skulle vi ind i mellem nogle lavtvandsområder (under 10 mtr vand) med nogle små skær rundt omkring, og vi havde strømmen imod. Disse steder var det helt uhyggeligt at sejle igennem. Det var mørkt, det var diset, det var fugtigt og det var ved midnatstid. GPS' viste vi sejlede i alle mulige retninger og selv med motoren på fuld drøn, viste GPS' ind imellem at vi sejlede baglæns. Det der gjorde det så uhyggeligt var at det var bælgmørkt og hvis vi forsøgte at lyse fik vi lysstrålen retur i det disede vejr. Vi kom igennem den første passage, men opgav den næste, og jeg måtte bide i det sure æble og sejle tilbage og ca 5 sømil udenom.
Ikke langt igen til La Coruna
Så var det bare Biscayen. Der var lovet svag vind fra skiftende retninger  (Andre' supporterer hjemmefra med vejrmeldinger) – og det passede.
E N  L A N G  T U R. Ind imellem kom der frisk vind, og vi håbede for en hurtig overfart, men den friske vind varede ikke ret længe og igen næsten ingen vind og derved langsom fart. Man kan godt sejle et par knob i svag vind, med vinden ind fra siden, men ikke når den kommer agten fra. Vinden er for svag til at sejlene fyldes og de står og klapper, og man er ved at blive vanvittig af den lyd med sejl der står og slår. Det var lige før jeg tydede til en slurk af min flaske perikum. Jeg fik en flaske af en gammel kæreste, lige inden afgang, og instruktionen lød at såfremt der var depression ombord, skulle der drikkes af den!!! 
Motoren hjalp til når vi ikke gjorde nogen særlig fart, men vi havde ikke fuld tank ved begyndelsen så dette skulle der også spares på. Vi fik set masser af delfiner og også en stor hval 10-12 mtrs længde, der svømmede i overfladen ikke langt fra båden. Det var dens blåsen der fik mig til at se den. Hvilken type hval det var har jeg endnu ikke fundet ud af, men jeg må hellere få fat i en hvalbog. Mandag aften så vi mere blåsen i det fjerne, det var hyggeligt at betragte det, i solnedgangens skær. Tirsdag fik vi endelig den længe ventede sol. Jeg måtte tage hele dagvagten da gasterne solede. Ali havde nu også fortjent det, hun havde haft en lang vagt om natten, hvor hun lod mig sove i 5 timer. Vinden lige ind agten, så storsejlet til den ene side og code zero' udspilet til den anden, med spilerbommen. 3-4 knob fart så langsomt fremad gik det.
Ødelagt Lazy Pack
Lang tur over Biscayen, hvor vi læste, sov, lavede mad, snakkede, kiggede over havet, sejlskift og jeg reparerede lidt her og der. Køleskabet har det med at stoppe ind imellem. Det må være kompressoren startanordning der er et eller andet galt med. Jeg afbryder køleskabet i ca ½ time og så virker det igen når det startes – pudsigt!!! Bare man opdager det inden fryseren er tøet op, så er det ikke noget problem, men man skal være opmærksom på det.. Sidste nat inden ankomst, fik vi pludselig vind, og de sidste 6 timer ind til La Coruna sejlede vi 7-8 knobs fart kun for storsejlet. Store dønninger fra vest (fra det store åbne Atlanterhav), og bølger fra NØ (fra vinden) - så vi blev smidt lidt rundt og jeg opgav at sove i forkahytten, og fik i stedet et par timer på kistebænken i cockpittet. Kom ind til La Coruna havn idag (22. august) kl 0845 lokal tid. Først fik vi fyldt diesel og derefter ind og fik anvist vor plads her i inderhavnen, tæt på byen. Har ordnet et par småting på båden (igen igen). Lazy packen (den sejlet ligger i når det er taget ned), havde revet en fastgørelsesknap ud, så jeg måtte sy noget tovværk i, så jeg kunne stramme den ud på bommen. Diesel "proppen" havde jeg problemer med at åbne, da det lille "håndtag" på det var vredet af. 
Så her er vi nu - men afsted i morgen tidlig, da vi er lidt under pres da vi mistede 1 1/2 døgn over Biscayen. Skal være i Lissabon søndag. I aften skal vi op i den lille gade hvor der kun er skaldyrsrestauranter. Jeg var her sidst i 2007, på min vej hjem til Danmark i Boogie Woogie - og dette skal opleves. En lille gågade med kun skaldyrs- og røget skinke restauranter. Ikke fisk - kun skaldyr. Frisk fra havet her omkring - og ALLE typer skaldyr. Uhm.
Endnu engang tak for SMS - dem sætter jeg stor pris på. Når man er væk derhjemmefra er det altid rart med en lille hilsen.
Fra La Coruna - Ali & Lars "Grådyb".
Også tid til afslapning

Ingen kommentarer:

Send en kommentar